Christina Lykke Larsen - Psykolog

Det individuelle møde med dig er mit primære arbejdsområde. Jeg er optaget af dét der opstår i det omsorgsfulde og respektfulde møde mellem mennesker, hvor jeg vægter den trygge og tillidsfulde relation højt. Jeg går op i at bidrage til en indsigt og forståelse hos dig, der kan hjælpe til at opnå en bevægelse hen mod mål og mestring af din egen livssituation.

Baggrund og erfaring

Jeg har arbejdet indenfor både sundhedsområdet, forskning og psykiatri, samt kriminalforsorgen, og har derfor erfaring med en bred vifte af psykologiske og psykiatriske problemstillinger, herunder stress og udbrændthed, social angst, panikangst, OCD, generaliseret angst, depression, sorg, eksistentielle- og akutte kriser, personlig udvikling, selvværd og grænsesætning, samt misbrug, PTSD, personlighedsforstyrrelser.
Herudover har jeg erfaring med gruppeterapi, workshops og oplæg i faglige sammenhænge.

Udover arbejdet med klienter i Terapi-rummet Online, har jeg klienter til både online og fysiske fremmøde konsultationer, i ét af Danmarks største psykologhuse, Aleris PP.

Teoretiske tilgange

Fagligt er min tilgang eklektisk. Det vil sige, at jeg udvælger og sammensætter elementer inden for flere teoretiske ståsteder, som det giver mening i arbejdet med det enkelte menneske.
Mit hovedfokus ligger dog inden for den kognitive teoretiske ramme, og jeg anvender viden fra den nyere kognitive teoriudvikling. Jeg har således en stor faglig interesse for Compassion fokuseret terapi, samt flere elementer af ACT.
Compassion fokuseret terapi egner sig særligt godt til problematikker, der relaterer sig til selvkritik og selvværd, forventningspres, omsorgssvigt, samt ubalancer i følelsessystemerne. I det compassion fokuserede arbejde med dig, undersøger vi og udvikler på evnen til selv-omsorg, og vi skaber en konstruktiv regulering og balancering af de følelsesmæssige systemer, sådan at du kan være til stede i livet med en større tilfredshed.
ACT (acceptance and commitment therapy) handler om at skabe trivsel, mening og engagement i livet. ACT egner sig som fagligt redskab, godt til angst, depression og stress. I samtalerne med dig kan jeg anvende elementer af ACT til at skabe indsigt i den tanke- og følelsesmæssige konstruktion. Vi arbejder med at acceptere og udholde det svære, for på denne måde at kunne skabe klarhed over hvad der giver mening værdimæssigt for netop dig.

Interesseområder

Personlig udvikling

Selvværd/Grænsesætning

Sorg, tab og kriser

Depression

Afhængighed

Angst

Stress og belastningsreaktioner

Pårørende